Nu da efteråret er begyndt at melde sin ankomst, er det tid til at gå indenfor, så hvorfor ikke tage et smut på museum. Jeg kommer her med fire forslag til museer, jeg har besøgt i løbet af foråret og sommeren.

Copyright på tekst og foto: Tina Løkke

Fuglsang Kunstmuseum

 

Jord omsat til kunst

Fuglsang Kunstmuseum på Lolland har frem til den 23. september særudstillingen “Jordforbindelser. Dansk Maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab”. Der sættes fokus på klimaforandringer i det danske landskab som følge af menneskets opdyrkning af jorden. Udstillingens 72 værker er en dialog mellem kunstnernes fortolkning af landskabets forandring og naturvidenskaben. Der er også genstande knyttet til geografi og geologi med opmålinger og illustrationer. Kunsthistoriker og formidler Fleur Wetterholm står mellem to værker fra de fynske malere: Jens Birkholm og Peter Hansen med motiver fra deres hjemegn. Samtidskunstneren Rune Bosse har lavet et kunstværk, hvor cylindere med jordprøver er en del af det.

Taastrupgård Museum

Museum i boligblok

Museumsinspektør Mads Thernøe fra Kroppedal Museum har sammen med beboere fra Taastrupgaard indrettet et pop-up museum i en lejlighed. Boligkomplekset blev opført i 1972 og består af 900 lejligheder med 2500 beboere. Blokkene skal snart gennemgå en renovering og otte skal rives helt ned. Derfor opstod ideen med at lave et midlertidigt museum og lade beboerne fortælle deres egne historier. Mads har været med til at indsamle fotos og genstande, hvor nogle af dem senere vil komme til at indgå i Kroppedal Museums samling. Han håber, at udstillingen vil være med til at give folk et mere nuanceret syn på Taastrupgaard, der står på ghettolisten og ofte får negativ omtale.  Museets kan besøges frem til nedrivningsdatoen i slutningen af året. Tid og sted findes www.kroppedal.dk

Nationalmuseet

Den glemte koloni

Nationalmuseet har fået en ny fast udstilling “Serampore – den glemte koloni”. Byen var dansk koloni fra 1755-1845. De helt store handelsvarer dengang var silke, bomuld og salpeter til fremstilling af krudt. I 1827 anerkendte Frederik den VI byens universitet, der blev Danmarks tredje. Antropolog og museumsinspektør Bente Wollf har besøgt den indiske by et utal af gange. Mange af bygningerne fra kolonitiden er forfaldet eller revet ned til fordel for højhuse. Nationalmuseet har fået bevilliget midler fra Realdania til at restaurere gamle bygninger bl.a. Skt. Olavs Kirke. Udstillingen er bygget op, så man føler sig hensat til Serampores gader med køer, cykler og biler. Bag vinduerne kan man høre lokale, der fortæller om kolonibygningernes betydning i dag.

 Stiftsmuseet i Maribo

Kig en kejser i øjnene

I disse selfie-tider har Stiftsmuseet i Maribo sat fokus på ansigter med særudstillingen “Face” frem til 27. oktober. Formidlingschef Erik Kristiansen står her omgivet af gengivelser af Prinsesse Drusilla, der var søster til den romerske kejser Caligula og på den anden side kejser Hadrian. Silikoneansigterne er lavet på et teaterakademi i München, og udstilles for første gang i Danmark. Udstillingen viser,  hvad der gennem tiden har været af skønhedsidealer f.eks. den egyptiske dronning Nefertiti. Ansigter bliver både udsmykket med make-up og tatoveringer og andre gange anonymiseret f.eks. med tildækning ved demonstrationer eller af religiøse årsager. Der kan desuden ses lokale karikaturtegninger fra 1930´erne og portrætfotografier gennem tiderne.