Barbaras farverige univers

Rachel indsamler bøger til anbragte børn

Copyright på tekst og foto: Tina Løkke

 

Rachel Röst fik “Lillebror Prisen”, da Børnehjælpsdagen for 25. gang uddelte de 50.000kr og en statuette lavet af Hanne Varming. Rachel fik den for sit projekt “Læs for Livet”. Som hun startede i 2012. Hun indsamler bøger og laver biblioteker på børnehjem, ungdomsinstitutioner, bosteder og krisecentre. Det er foreløbig blevet til 150 biblioteker. 30 frivillige hjælper med at sortere og pakke bøgerne i lokaler på Østerbro i København. Rachel har selv boet på institution og bruger sine erfaringer til at få de unge gjort interesseret i at læse. Hun og teamet finder bøger, som interesserer børnene, hvad enten de ønsker sig en biografi om Ove Sprogøe eller noget om tog og heste. Bøgerne doneres af private, forlag og af forfattere. På http://www.laesforlivet.dk/ kan ses indsamlingsstederne.

 

 

Tilbage i 2015 besøgte jeg Rachel i hendes daværende lokaler på Østerbro. Hun fortalte mig hele historien om hendes opvækst og senere anbringelse udenfor hjemmet. Du kan her læse artiklen, der dengang blev bragt i Familie Journalen.

Bøger og læsning var Rachels frirum

Jeg brød den sociale arv

38-årige Rachel voksede op med forældre, der var mormoner. Det prægede hendes opvækst, hvor hun søgte tilflugt på det lokale bibliotek og læste. Som 16-årig blev hun fjernet fra hjemmet på grund af farens ekstreme religiøse tankegang. På institutionen var der ingen boglig opbakning, så hun endte med at droppe ud af gymnasiet, og blev mor som 19-årig. I dag er hun cand. mag. i litteraturvidenskab, børnebogsforfatter og har vundet fem priser for sit frivillige bogprojekt “Læs for livet”, hvor hun indsamler bøger og laver biblioteker på krisecentre, børnehjem og døgninstitutioner for udsatte børn og unge

– Jeg har fundet ud af, jeg er en rollemodel og mønsterbryder, siger Rachel Röst, som bestemt har måttet kæmpe i mange år, inden hun nåede dertil. I dag sidder hun i et lille kælderlokale på Østerbro i København omgivet af tusindvis af bøger, som skal give anbragte børn på institutioner lysten til at læse, så de senere i livet også får mod på at tage en uddannelse og bryde den sociale arv, ligesom hun selv endte med at gøre.

 Hele barndommen og i teenageårene følte Rachel sig anderledes på grund af familien var medlem af Jesus Kristi Kirke af Sidste dages Hellige, hvor kirken gik ind og påvirkede på alle områder.

– Jeg var den ældste af tre døtre, og min far var familiens patriark. Jeg fik hele tiden at vide at Gud så alt og skulle stræbe efter at være fuldkommen og ufejlbar ligesom Jesus. Man må f.eks. ikke lyve og bande. Min far gik også meget op i kyskhed. Vi måtte kun gå i nederdele, der skulle gå til knæet. Og når jeg sad og legede på gulvet, sagde far ofte: Sid nu ordentligt med dit tøj. Jeg fik at vide, at verden kunne ende når som helst, det gjorde mig angst, fortæller Rachel og tænker tilbage på sin skolegang med drillerier og mobning.

– De store problemer kom, da jeg begyndte i skole og opdagede, hvor anderledes jeg og min familie var. Jeg gik i mormonsk tøj og blev drillet. Jeg blev sendt i skole i sutsko, uden madpakke og med uredt hår. Efter 3. klasse flyttede jeg skole og havde nu lært ikke at fortælle om, hvad vi lavede om søndagen eller at tale om bøn.

 Rachel tog aldrig nogen med hjem fra skole, da hjemmet bar præg af deres tro med religiøse billeder, og penge var der heller ikke mange af. Aftensmaden bestod sjældent af kød, men ofte af pasta og tomatsovs.

 Som ældste datter var det ofte Rachel, der tog kampene med sin far bl.a. som 12-årig, hvor hun gerne ville have huller i ørene og gå i bukser ligesom de jævnaldrende gjorde.

Tog sagen i egen hånd

Bøgerne endte med at blive Rachels flugt væk fra skænderier med faren.

 – Fra jeg var ni år måtte jeg selv går på biblioteket. Jeg læste tegneserier og fandt det spændende med det liv og rollemodellerne. Derhjemme var der kunne religiøse skrifter og mine forældres børnebøger bl.a. Puk-bøger og Tarzan. Jeg læste også højt for mine yngre søstre, men de havde ikke samme kærlighed til bøger.

 I teenageårene bliver konflikterne mellem Rachel og hendes far større og større.

– Da jeg var 16 år henvendte jeg mig selv til Solvang Socialcenter og fik fat i en socialrådgiver. Mine forældre mente, jeg var illoyal og overreagerede. Det blev nærmest som koldkrig derhjemme. De straffede mig med deres blikke og undlod at tale med mig. Nogle gange spiste de aftensmad uden at kalde på mig.

 Efter en prøveperiode på tre måneder skrev Rachel igen til de sociale myndigheder og fik et møde med en psykolog. Det førte til en anbringelse på Rymarksvænge Ungdomspension, hvor mange af de andre kom fra hjem forskellige former for misbrug.

 – Jeg gik selv i gymnasiet på det tidspunkt, men der var ingen, som spurgte til lektier og ingen bøger at læse i på institutionen. Så jeg endte med at droppe ud og begyndte at ryge hash ligesom de andre. Jeg ville ønske at nogen havde holdt mig fast i bøgerne, siger Rachel, der boede på ungdomsinstitutionen til hun var 18 år og fik en værelse på Amager og mødte en fyr, der gjorde hende gravid.

– Der sad jeg så på et koldt værelse med 17 grader. Jeg endte med at flytte til et mødrehjem i Nordhavnen. Jeg holdt min graviditet hemmeligt for mine forældre, så længe jeg kunne.

Indtil jeg inviterede min mor på besøg og viste hende en sparkedragt. Der gik tre dage, inden min far ringede og sagde: Det var en interessant nyhed.

 Forældrene slog ikke hånden af Rachel, da deres tro også pålagde dem at være tilgivende, hvilket de forsøgte på. Da Rachel fik sin søn, havde hun pludselig endnu mere at kæmpe for og tog sig voldsomt sammen. Efter knapt et år begyndte hun at læse HF og endte med at få skolens højeste snit.

 

Læselyst til anbragte børn

I 2008 blev forældrene skilt og Rachel valgte at droppe kontakten med sin far.

– Det var altid hårdt at være sammen med ham. Han ville have, at jeg skulle få en masse børn og gå derhjemme og være husmor. Når jeg besøgte far med min søn Silas skulle han altid sidde og tegne Jesus tegninger. I perioden efter blomstrede jeg op og voksede som menneske, da ingen holdt mig nede længere.

 I 2012 afsluttede Rachel sin uddannelse som cand. mag. i litteraturvidenskab, hvor specialet var hendes nystartede bogprojekt “Læs for livet”.

 – Jeg blev socialindigneret over at folk var begyndt at pege fingre af fattige. Verden var blevet så afstumpet. Nogen måtte gøre noget, og jeg var nogen. Så i stedet for at brokke mig, valgte jeg gøre noget. Jeg vidste, der var bøger hos forlag, som bare blev makuleret, når oplaget ikke blev solgt. Så jeg skrev til forlag, forfattere og illustratorer. De var meget begejstrede over at bøgerne kunne bruges til noget godt. Jeg var ude at besøge institutioner, og det var langt fra kun på min lille institution, hvor der ikke var nogen bøger. Der var ikke sket noget på det område. Efter en måned var der indsamlet 400 bøger, og jeg kunne aflevere det første bibliotek.

 Indtil nu har “Læs for livet” fordelt 30.000 bøger på 35 af landets institutioner. Drømmen er at nå ud til mange flere af de 300, men det kræver ikke mindst tid. Rachel og otte frivillige udvælger fra boglageret ud fra børnenes interesser. Bibliotekerne rummer gerne mellem 200-1000 bøger til aldersgrupper fra 3-23 år.

– Det er fantastisk at se, hvor glade børnene bliver, når de kommer ud fra deres værelser på institutionen og råber: Bogdamen kommer. Og når de krammer bøgerne, som de får. Det er dejligt med en personlig kontakt. Jeg fik julekort fra en pige, der var ved at læse en hestebog

– Det giver læselyst at finde noget, der interesserer børnene. Jeg har også søgt penge, så jeg kan købe bøger og imødekomme helt specielle ønsker, fortæller Rachel, der selv har skrevet to børnebøger og har en tredje på vej inden længe.

Hun lever af at undervise i socialinnovation og litteraturformidling for socialpædagoger og gennem AOF samt at holde foredrag om, hvilken betydning det har at læse. Og selvom hun er omgivet af bøger i sit dagligdag, nyder hun stadigvæk at sætte sig i stolen med en god bog.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barbaras farverige univers